Mangfoldighed og færdigheder

Berlingske den 8. august 2018

Man er ikke nødvendigvis klogere end andre, fordi man er mand. Eller kvinde. Eller jøde. Eller gammel. Eller bøsse. Eller fra Fyn. Eller hvad man nu er.

Forskelligheder af nævnte art er en ydre bestemmelse, en kategorisering, der ikke siger noget om personens egenskaber. Om personen eksempelvis er empatisk, begavet eller god til at stå på ski.

Man kan derfor heller ikke sige, at de samlede færdigheder på en arbejdsplads forøges, blot fordi der kommer flere medarbejdere fra en af de nævnte grupper, men man kan overbevisende argumentere for, at en sammensat arbejdsstyrke leverer flere perspektiver på verden end en meget homogen.

Så mens forskellighed i sig selv ikke styrker formelle færdigheder, så er det logisk, at synet på foreliggende opgaver bliver mere nuanceret, hvis de anskues fra forskellige udgangspunkter. Man får simpelt hen øje på noget andet med én baggrund, end hvis man har en anden.

Desuden kan man jo rent politisk og etisk mene, at det er attraktivt at forfølge en dagsorden, der fremmer diversitet fremfor det modsatte.

For nylig overværede jeg et oplæg af en engelsk forlægger, der påpegede, at ud af de 165.000 bøger, der i 2016 blev udgivet i UK, var færre end 100 udgivet af en farvet forlagsredaktør. Og ud af de 100 var 33 selvudgivelser og 33 kogebøger, og for ligesom at understrege pointen fastslog oplægsholderen, at der forrige år kun blev udgivet en enkelt debutroman i UK, hvor den udgivende redaktør var sort.

Er det et problem? Ja, det er det, hvis man synes, at opgaven for en bogbranche er at afspejle en sammensat verden og ikke bare levere en ekskluderende version af verden af i går.

I modsætning til McDonald's, Ikea og Føtex halter kulturlivet i reglen efter, når det kommer til inklusion af minoriteter. Se blot på den hjemlige verden af skuespillere, teaterfolk, musikere, bogbranche og billedkunstnere. Her dominerer den hvide middelklassemand og -kvinde på en måde, der næppe flugter med miljøernes egen selvforståelse.

Sådan er det i Danmark, men såmænd også i lande, der i kraft af kolonifortid og immigration har en større og mere sammensat befolkning. Ansigtet på den politiske, økonomiske og kulturelle elite er fortsat kridhvidt, om end ikke helt så maskulint som tidligere.

Jeg tænker, det er en del af den demokratiske børnelærdom, at forskellighed i sig selv ikke bør føre til privilegier, med mindre man for eksempel er handicappet. På samme måde skal man heller ikke tildeles fordele eller autoritet på grund af hudfarve eller køn.

Autoritet er noget, man kan få politisk, hvis et flertal foretrækker det, eller fordi man i en arbejdssammenhæng formelt set er den bedste. Af samme grund bør et samfund bestræbe sig på, at ingen holdes væk fra magten, arbejdet eller kulturen alene med henvisning til forskellighed.

Mangfoldighed giver en vigtig bredde i måden, vi betragter verden på, mens en fortsat respekt om formel viden og kunnen bør sikre, at man ikke kommer til at begå den grumme fejl at forveksle forskellighed med færdighed.