Bragt i Weekendavisen den 8. april 2016
I forbindelse med Anker Jørgensens død kunne man på mange af de billeder, der blev bragt fra hjemmet på Borgbjergvej konstatere noget interessant. Væggene var fyldt med kunst, og reolerne med bøger. En mangeårig Christiansborgjournalist bekræftede det for mig, da hun fortalte, at Anker Jørgensen - også i sin tid som statsminister - hver morgen startede dagen med at læse 50 siders dansk skønlitteratur.
Dermed inkarnerede han på forbilledlig vis den gamle socialdemokratiske stræben, at det fineste af det fine ikke bør forbeholdes nogen økonomisk eller kunstnerisk elite. Kunst og almen dannelse var et ideal for os alle, selv - og måske ikke mindst - for en tidligere lagerarbejder som Anker Jørgensen. Derfor skulle vi heller ikke sænke niveauet for at komme bredden i møde, men insistere på, at det netop var opgaven at få øjnene op hos de fleste for den bedste litteratur, billedkunst, dans, musik og teater. Ikke at levere tyggemad.
Blandt andet derfor skulle vi have et Kulturministerium, og ikke mindst derfor var det socialdemokraten Julius Bomholdt, der i 1961 blev landets første minister for kulturelle anliggender.
Velstand, velfærdsstat og en aktiv kulturpolitik var ganske enkelt sider af samme sag. Det er værd at notere i en tid, hvor store dele af velfærdstanken synes under afvikling for at redde den generelle velstand, samtidig med at der bredt i det politiske felt peges på, at kultur udelukkende er et luksusgode, som der måske kan blive plads til, når alt det nødvendige er betalt.
KULTURPOLITIK synes ingen steder - udover i festtaler - at spille nogen rolle. Helle Thorning forholdt sig i sin regeringstid aldrig til kultur, bortset fra at hun meddelte, at hun delte døtrenes smag i litteratur, for så vidt angik Harry Potter og Twilight, og så kunne man en enkelt gang se hende springe ud af sin bil på en gade i New York og spæne fra sine sikkerhedsvagter for at få en autograf af den synligt forbløffede hovedrolleindehaver i sæbeoperaen Sex and the City, Sarah Jessica Parker.
Under valgkampen med Lars Løkke Rasmussen blev spørgsmålet om kultur heller ikke bragt op. Ikke én eneste gang i de ellers mange slagudvekslinger, de to havde på tv, og af præcis den grund var det også ganske vanskeligt at se nogen forskel på de politiske forslag, de valgte at slås om.
Det er nemlig fuldstændig logisk, at hvis man ikke er bevidst om sit kulturelle afsæt og sit værdigrundlag, så bliver det eneste, der sætter rammen om den politiske tænkning, den økonomiske fornuft, og den ligger ikke synderligt til højre eller venstre og forholder sig ikke et øjeblik til distraherende spørgsmål som kultur og værdier, fordi de ganske enkelt ikke meningsfyldt lader sig afhandle i et Excel-ark.
Som bekendt var det Lars Løkke, der løb af med sejren og fik lejlighed til at skrive et regeringsgrundlag, der blev nærmest klinisk renset for overvejelser om kultur bortset fra en konstatering af, at Danmark er et kristent land, og at det i øvrigt ville være en mægtig idé, om danskerne dyrkede noget mere motion i landets idrætsforeninger. Slå selv efter! Man kunne ellers mene, at der aldrig havde været et større behov for at komme med et bud på, hvad det vil sige at være dansker, end netop i denne tid, hvor flygtninge vandrer op ad de sønderjyske motorveje, og verden er blevet internationaliseret som aldrig før.
Hvis man havde ambitioner om at levere brikker til den fortælling, så kommer man ikke uden om, at det er en fortælling om kultur, der skal leveres. For fortællingen om, hvor vi kommer fra, hvem vi er i dag, og hvilke værdier der kunne være ikke bare nyttige, men vigtige for fremtiden, er en fortælling om vores kultur. Om den måde vi lever med hinanden på, om vores omgangsformer og normer og ikke mindst om den måde, vi udtrykker os på, når vi med det yderste af vores talenter forsøger at begribe livet, nemlig i kunsten.
Sagt på en anden måde, så sætter kulturen rammerne for, hvad der er muligt at tænke og dermed også muligt at forandre og skabe. Kunsten er et udtryk for, når disse forsøg rækker efter det sublime.
ER man vokset op med et sæt kulturelle rammer som i den arabiske verden, så finder man andre løsninger på forholdet mellem kønnene, muligheden for social mobilitet og individuel udfoldelse, end hvis man er vokset op i Skandinavien.
Her sidder vi i dag med en ubegribelig velstand og en lige så ubegribelig grad af frihed, som jo ikke bare er opstået sådan af sig selv. Det er opstået, fordi kulturen har gjort det muligt at tænke den slags tanker og leve den form for liv, som bliver fremhævet, når politikere i andre lande spejder efter Utopia.
Tillidssamfundet bliver det også kaldt. Det hviler på lige dele oplysningstanker, kristendom i sval aftapning, humor i rå mængder og nogle fortællinger, der bekræfter os i, at man godt kan tænke anderledes om køn, autoriteter og solidaritet end det, der dikteres af naturlove og socialdarwinisme. Det er derfor, at et højt ambitionsniveau på kulturen og kunstens vegne er så afgørende, og det er derfor, at det er så forstemmende, at vi overhovedet ikke har det i dag.
I hvert fald ikke hos de traditionelt regeringsbærende partier, der ellers alle sammen hviler på både imponerende og inspirerende værdigrundlag i form af arbejderkultur, højskolebevægelse og traditionsomsorg for nu at nævne tre forskellige, men væsentlige bidrag til, at Danmark er blevet det Danmark, vi kender i dag.
Men har de store, gamle partier skrottet kulturbevidstheden og den grundlæggende forståelse for værdiers betydning, så skal jeg da love for, at der er andre, der har taget dem til sig og til stor begejstring at dømme efter vælgertilslutningen.
Liberal Alliance har en klar forestilling om et Danmark uden statens formynderiske indblanding, Alternativet taler tolerancen og åbenheden op, mens mesteren over dem alle - Dansk Folkeparti - er sejlet ind på den her bane med vajende Dannebrog og har tilmed nærmest erobret definitionsretten på, hvad det vil sige at være dansk. Her forstår man virkelig for alvor, hvad kultur kan, og hvad der skal til for at rykke et samfund. At man forholder sig ikke bare til lovgivningen, men til kulturen og værdierne.
Der sker nemlig ingen som helst substantiel forandring ved at forlænge håndværkerfradrag, sænke bilafgifter eller vedtage nye motorveje. Men kan man sætte sig på definitionsretten af, hvad det vil sige at være dansk og være dansker, så er man den, der har sat rammerne for, hvad der kan tænkes om udviklingen af det her land og os selv som mennesker.
Det er jo også derfor, at Dansk Folkeparti med så enorm ildhu og dygtighed tilkæmper sig retten til at udlægge, hvad det egentlig er, man ser i DRs dramaserier, og med hård hånd slår ned på intellektuelle og kunstneres indblanding i debatten med henvisning til, at de er uansvarlige, ligesom man pludselig forstår, hvorfor kampen om frikadeller og stegt flæsk bliver så afgørende, fordi det skaber en normativ virkelighed, som det for hvert nye symbolske pejlemærke bliver stadigt vanskeligere at omgå.
NÅR forståelsen for kulturen og kunstens betydning er blevet så reduceret, så betyder det også, at den dels er konsekvent blotlagt, når Finansministeriet skal finde besparelser, og dels, at kunststøtte i udpræget grad bliver et spørgsmål om udligningspolitik. Det må ikke være sådan, at dem i hovedstaden får flere kulturkroner end dem i resten af Danmark.
Elitetænkning afvikles og erstattes af et lighedsprincip.
Dermed bliver kunst til aktivering, og forestillingen om, at man igennem kunsten i glimt kan komme til at stå overfor det sublime, afvikles.
Det er jo den ubekvemme sandhed. Kunst er ikke demokratisk.
Kunst er noget, kun de bedste kan. Var det noget, alle kunne, var det jo med Storm P »ingen kunst«. Men at noget kun skabes af de få er ikke ensbetydende med, at kunsten ikke skal være til gavn for de mange. Det er jo hele pointen i et velfærdssamfund og vel selve grundideen bag nationale institutioner som Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og det danske biblioteksvæsen. Vi skal gå efter de bedste, men udbrede det til os alle.
Af en eller anden grund vækker det bare så ofte misnøje at tale om elite inden for kunst i Danmark, selvom det for de fleste er indlysende inden for sport, forskning og erhvervsliv.
Og hovedansvaret for, at det er sådan, ligger hos de beslutningstagere og meningsdannere, der ikke formår at bidrage til den afgørende fortælling om betydningen af kunst og kultur.
Det er nemlig ikke bare noget, der kommer af sig selv, og det er ikke bare pæn dekoration og underholdning for de dannede. Det er - som før skrevet - det rum, hvori vi forstår, hvem vi er som mennesker og som danskere, og det er i det rum, hvor rammerne for, hvad det er muligt at tænke, sættes.
Kunstnere skal derfor heller ikke partout være politikere, lige så lidt som politikere behøver at have kunstneriske aspirationer.
Politik handler om løsninger. Kloge og kompetente løsninger på de problemer, vi står med. Kunst og kultur derimod handler om forståelse, fordi det rummer flertydighed, åbner for muligheder og stiller de spørgsmål, der hjælper med at forandre os som mennesker og som samfund. Derfor er kunst og kultur og politik helt afgørende for hinanden.
Politikken sikrer i bedste fald ambitiøse rammer for kunsten, og kunsten giver den forståelse, som gør, at de politiske beslutninger bliver bedre og ikke bare dikteres af økonomiske rationaler, som tilsyneladende er værdifri, men som i virkeligheden ikke er det. De er bare kulturløse og derfor værre, end de burde.