Berlingske den 10. januar 2018
Man behøver ikke at være stærk i troen for at kunne se noget væsentligt i de temaer, der behandles i hellige skrifter. Håb og had, tilgivelse og svigt, liv og død. Det er muligt, at de er udsprunget af en analfabetisk ørkenkultur, men det, at spørgsmålene er umiddelbart genkendelige i dag, peger på noget afgørende. Nemlig, at når det kommer til de eksistentielle grundvilkår, så tilpasser mennesket sig i nogen grad tiden, men det udvikler sig ikke.
Teknologien og videnskaben omkring os bliver stadig mere sofistikeret, og det samme gør vores forståelse af samfund og institutioner. Selv er vi imidlertid lige så fastlåste i de samme bekymringer, som vi altid har været. Derfor er der også en væsentlig pointe i at indse, at vi på tværs af etnicitet, historie og kulturer har et skæbnefællesskab, uanset at man i den ene ende af tidsregningen kan juble over frembringelsen af en stenøkse, mens vi i den anden ende gnider os i hænderne over de seneste gevinster på bitcoins.
Forundringen over livet og angsten for døden er med til at gøre os til det, vi er - mennesker til alle tider.
I Danmark har vi i kristendommens protestantiske aftapning været tilhængere af troen som noget andet end det, der blot skulle stoppes i halsen på de uvidende. I Danmark har vi med Grundtvigs mellemkomst set kirken som et rum for »det talte ord«. Anskuet på den måde ligger den ikke inde med færdige svar og løsninger, men er i stedet en ramme om fællesmenneskelige spørgsmål og indsigter, som det giver al mulig mening at fortsætte med at reflektere over.
Når der over Gl. Scene i Det Kongelige Teater står »Ej blot til lyst«, er det ikke for at forbyde det underholdende, men for at understrege, at ambitionen her er højere end som så. Uden den bestræbelse ville vi ikke have med kunst at gøre, men med tidsfordriv på linje med det at lægge en kabale eller få sig et slag kroket på plænen.
Udmærkede forlystelser, men næppe noget, der gør os hverken klogere eller mere inspirerede.
På samme måde kan det krævende i religiøse tekster ignoreres, således at det, vores hjemlige kirke sidder tilbage med, blot er den stemningsfulde ramme for store og små begivenheder og så den personlige trøst, når livet falder et sognebarn svært.
Begge dele er glimrende, ligesom det er glimrende, at kunst er underholdende, men for kirken er det også en misforståelse alene at være en blanding af festarrangør og sjælesørger, når den nu også kunne være et rum for erkendelse.
»Ej blot til trøst. Eller fest«, burde der rettelig stå over landets altertavler og dermed i endnu højere grad give plads til kritikken og de fordomsfri samtaler, som teksternes almenmenneskelige temaer inviterer til.
Dermed flytter man naturligvis autoriteten fra det skrevne ord til mennesket. Men gør det noget? Forsøgene på at fastholde autoriteten i en tekst udsprunget af en analfabetisk ørkenkultur har gennemgående intet godt ført med sig. Hverken for erkendelsen eller for den mellemmenneskelige omgang.