Berlingske den 21. februar 2018
Regeringen tog en sammentænkning af Det Kongelige Teater med DRs orkestre af bordet, inden den satte sig til at forhandle ny medieaftale.
Så slap man for dén uro, og man kan i stedet fokusere på, hvorledes man skal beskære DR så meget, som man igennem de seneste år har hidset sig selv og hinanden op til.
Begge dele er ærgerligt. DR burde være en væsentlig institution i en tid, hvor fælles mødepunkter bliver færre, og hvor den kultur- og samfundsoplysende indsats burde løftes ambitiøst til gavn for os alle.
Jeg forstår derfor ikke de danske mediechefers amokløb mod den gamle public service-kæmpe. Tror de for alvor, at et mindre DR vil give et løft til deres egen oplagsudvikling? Eller skyldes deres vrede blot, at de tolker DRs lukkethed som arrogance?
Til gengæld er det let at følge den indholdskritik, der rettes mod institutionen, og selv kan jeg ikke længere se det indlysende i, at man i DR har egne kor og orkestre med privilegeret adgang til sendefladen. DRs opgave er vel at sikre udbredelse af det væsentligste af al den kunst, som findes rundt i landet og ikke bare anstrengelserne fra egne husmusikere?
Havde lovgiverne besluttet, at DRs orkestre og Det Kongelige Teater skulle drives i fællesskab, ville det have givet anledning til spekulationer om, at det nok var første skridt i en ustoppelig nedskæringsspiral. Desuden ville der blandt musikere have været udsigt til færre indtægter fra de bijobs, der opstår ved, at man i dag kontinuerligt spiller i hinandens orkestre.
Omvendt ville der have været noget slagkraftigt over et fælles salgs- og marketingsapparat og en mulighed for koordineret at løfte den klassiske musik frem. Det forudsatte, at orkestrene fortsatte som selvstændige orkestre samtidig med, at man arbejdede sammen om eksempelvis store kor- og orkesterværker, ligesom indsatsen i forhold til events, børn og unge og turné-aktiviteter ville være blevet styrket.
Nu risikerer man et kongeligt teater, der fortsat beskæres i overensstemmelse med det komplet bevidstløse omfordelingsbidrag og et DR-musikmiljø, der ligger eksponeret, når der fremover skal vælges mellem kageprogrammer og Mozart.
Ledelsens veneration for den levende musik så man jo demonstreret, da man likviderede landets mest elskede ensemble, Underholdningsorkesteret, fordi man - som man sagde - ville »gøre noget mere digitalt og noget mere for de unge.« Præcis hvad, blev aldrig klart.
Nå, men der kom intet ud af førnævnte samdriftstanker. Orkestrene forbliver hver for sig, og en mere offensiv satsning på klassisk musik må vente. Det er imidlertid et illustrativt eksempel på, hvor vanskeligt kulturlivet har det med forandringer.
For nylig var det de ansatte på landets små kunstuddannelser, der næsten fik et hjertestop, da en fri sjæl - musikkonservatoriets rektor, Henrik Sveidal - foreslog, at man burde overveje en modernisering af strukturen.
Og selvom fornyelsen var nødvendig, blev også det kvalt ved fødslen. Så hellere leve med en stille siveblødning.