Weekendavisen den 2. Februar 2018
I forrige uge var jeg i Key West for at se Ernest Hemingways hjem. Det var der også mange andre der var. Fra hele verden kom vi, og vi gik igennem stuerne med billeder og anden memorial fra et liv, der synes uvirkeligt rigt. Rigt på venskaber, rigt på oplevelser og rigt på litteratur.
Alligevel endte det tragisk. Hemingway skød sig som bekendt en kugle for panden.
Papa Hemingway er historien om det, der løb forud, fortalt af vennen gennem de sidste 14 år, dramatikeren og journalisten A. E. Hotchner. Venskabet kunne ellers være sluttet endnu inden, det var kommet i gang. Den unge Hotchner var for magasinet Cosmopolitan taget til Cuba for at overtale Hemingway til at bidrage med en artikel om »Litteraturens fremtid«, men jo mere han sad der på hotellet i Havana og tænkte over ideen, desto mere dødssyg forekom den ham. Til sidst opgav han og sendte i stedet et brev, der forklarede, hvad hans ærinde havde været, men at han nu altså havde opgivet og ville vende tilbage til USA med uforrettet sag. Hvis Hemingway blot kunne hjælpe med et skriftligt afslag, så han i det mindste havde noget at vise frem til sin redaktør.
Afslaget kom ikke. I stedet kom en invitation til en drink, den første i en meget lang række, og indledningen på et venskab, der varede lige frem til den fatale afslutning.
I starten er det én lang, bevægelig fest med omhyggeligt forberedte spil på hestevæddeløb, tyrefægtninger, jagt-og fiskeriekspeditioner.
Hotchner er den kvikke, usædvanligt loyale ven, der ikke på noget tidspunkt overskygger den store mand, men spiller ham de bløde bolde, han kan slå retur, så pointerne sidder præcist som slagene i de boksekampe, de også ynder at overvære.
I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, hvor politisk ukorrekt Hemingway var målt med vor tids mere puritanske standarder, og det er måske derfor, at det føles så velgørende at tage del i den endeløse fest, som Hotchner inviterer til. Her poseres foran trofæer af unødvendigt nedlagte dyr, her gyses vellystigt over den langvarige nedslagtning af tyrene i de spanske arenaer, og her drikkes afsindige mængder alkohol, mens telegraftrådene holdes glødende med fantastiske tilbud om filmatiseringer og opfordringer til nye bøger og artikler.
Det kan dog i bogen ikke skjules, at kilden lige så langsomt er ved at tørre ud. Værket med den umådeligt vanskelige fødsel, Over floden - ind i skovene (1950), blev modtaget af en toneangivende anmelder under overskriften »Over gaden - ind på værtshuset«. Hemingways storhedstid lå bagude. Pletskuddene bliver færre, og Den gamle mand og havet fra 1952 virker nærmest som et sidste lykketræf. Derefter bliver det til mere og mere smertefulde forsøg og en stadigt stigende frustration over egen uformåen.
Det var ellers ikke, fordi anerkendelsen var stoppet. Overalt, hvor Hemingway viste sig, blev han mødt med stormende begejstring og stor respekt, kulminerende med den Nobelpris i litteratur i 1954, han havde længtes efter, men som han måske også følte, at han ikke længere kunne leve op til.
Og da slet ikke til alt det offentlige postyr, der fulgte med.
En særligt gribende scene i Hotchners bog er mødet med en flok teenagere på en katolsk skole, som Hemingway i et svagt øjeblik er blevet presset til at tale for. I dagene op til er han rystende nervøs, men tager sig alligevel sammen og møder frem og opdager, at de unge er omtrent lige så ubekvemme ved situationen som han selv.
Det forandrer sig, da de begynder at stille oprigtige spørgsmål, og den gamle forfatter pludselig gør sig umage med at give lige så oprigtige svar, så man tænker, at den nedskrevne ordveksling fra den dag er noget af det vigtigste og præcise, han overhovedet får sagt om det at skrive.
Ellers er Hotchners bog naturligvis fyldt med herlige onelinere blandt andet fra Hemingways skeptiske vurderinger af de ellers succesrige bogfilmatiseringer. Om Solen går sin gang: »Enhver film, hvor Errol Flynn er den bedste skuespiller, er sin egen værste fjende.« Eller efter at have overværet optagelserne til Den gamle mand og havet: »Spencer Tracy lignede en tyk, meget rig skuespiller, som spillede fisker.«
Var Hemingway lykkelig? Tja, i hvert fald var han lykkelig, når han faktisk handlede og ikke bare bevægede sig. Når festen fortsatte, og samtalen dansede mellem deltagerne, og nye storslåede planer for fremtiden blev udtænkt. Det var først, da kræfterne begyndte at svigte, og der blev stille, og han blev stadigt mere alene med sig selv og sin voksende afmagt, at han blev bange. Bange og paranoid og depressiv.
Selv verdens bedste ven, Hotchner, må give op, og da han hører, at Hemingway efter adskillige tilløb er lykkedes med at afslutte sit liv, fornemmer man, at det måske også var det bedste. Som mesteren selv siger det hen mod slutningen: »Hotch, hvis jeg ikke kan leve på mine egne vilkår, så er livet umuligt. Forstår du mig? Sådan har jeg levet, og sådan må jeg leve - eller ikke leve.« Papa Hemingway udkom første gang for godt 60 år siden, men den er stadig en vidunderligt ristet rune over et stærkt venskab og en subjektiv beskrivelse af kunstens veje og vildveje fra tiden, hvor den store mand mistede grebet og besluttede sig til at tage sit eget liv, nu hvor han ikke længere kunne leve op til sit eget billede.