Berlingske den 11. juli 2018
Da den neokonservative historiker og politiske rådgiver Robert Kagan tilbage i 2003 udgav sit indflydelsesrige essay »Of Paradise and Power«, satte han ord, der sved, på en markant forskel mellem amerikanere og europæere.
Mens europæerne syntes at være hensunket i en halvapatisk tilstand i blind tillid til evig fred og velstand, så havde amerikanerne stadig bevidstheden om, at det var nødvendigt at tage geværet ned fra væggen og bevæge sig ud af hytten for at få ram på den farlige bjørn, der luskede rundt derude.
Det var naturligvis Irakkrigen, der var baggrunden, og det, som Kagan satte ord på, var forskellen på villighed til at agere aktivistisk i verden. Amerikanerne blev anset som eneste tilbageblevne supermagt med en interessesfære, der gik langt ud over egne grænser. Der var man stadig klar til at slås for det liberale demokrati, og man var altid klar til at komme Europa til undsætning, også selv om de europæiske bidrag til militæralliancen blev ved med at falde.
Siden Anden Verdenskrig har der været en dybt rodfæstet forståelse af et ubrydeligt amerikansk-europæisk sammenhold. Sådan er det ikke længere. Hvor det for eksempel var vigtigt for den unge præsident Bush at overbevise franskmændene og englænderne om at gå med i en fælles indsats, så er det anderledes med Donald Trump. Som Robert Kagan udtrykker det i et nyligt interview med Weekendavisen (29.6.18) »Denne her fyr er skideligeglad!«
Det liberale demokrati, lighed, frihandel, militært vestligt sammenhold - intet af det er naturgivent. Det er bare ideer, vokset frem af vestlig kultur og tænkning. Havde vi haft en anden kultur, ville andre ideer være dukket op, og uden en vedvarende opmærksomhed på at vedligeholde ideerne, vil »junglen vende tilbage«, sådan som Kagan bemærker det med henvisning til titlen på sin aktuelle bog.
Hvis Trump ikke bare er en ubehagelig parentes i nyere amerikansk historie, men rent faktisk et reelt udtryk for et radikalt andet verdenssyn hos det amerikanske folk, kommer det til at betyde grundlæggende forandringer hos os alle.
Upåvirket af de historiske erfaringer og uden en anerkendelse af moralske, politiske eller strategiske forpligtelser, er USA fri til at forfølge helt snævre interesser, sådan som andre »normale« nationer altid har været tilbøjelige til.
Borte er i så fald ideen om unikke vestlige værdier, der knytter folk og nationer sammen. Tilbage er bare rå transaktioner lande imellem, afmålt efter aktuelle styrkeforhold og interesser, sådan som det også var tilfældet i den ikke særligt fjerne fortid, der bragte os to verdenskrige.
Til Weekendavisen siger Kagan: »Hvis du ikke er bundet af det, alle præsidenter siden Anden Verdenskrig har været begrænset af -du er nødt til at støtte dine allierede og kan ikke røvrende dem; du skal gå ind for frihandel, selv hvis du piller lidt ved hjørnerne -så er verden et sted, hvor du som den førende magt har muligheden for at få din vilje, hvis du har lyst til at tage for dig.«.