Berlingske den 17. april 2019
Det er virkelig stødende - eller krænkende, som vi siger for tiden - det med at forbrydere skriver bøger og tjener kassen, mens de sidder og griner ad deres ofre bag lås og slå! Derfor har Dansk Folkeparti - rituelt og straks bakket op af Socialdemokratiet - i sidste uge stillet forslag i Folketinget om, at »indsatte ikke må oppebære indtægter fra bøger, de har udgivet, mens de sad i fængsel, og at eventuelle indtægter tilfalder Offerfonden,« som det hedder i bemærkningerne til forslaget. Det er ellers ikke sådan, at eksemplerne står i kø.
Selv peger forslagsstillerne på, at rockeren »Jønke« tjente mange penge på sin første bog, hvori han over fem sider omtaler mordet på Henning Norbert Knudsen, mens Peter Lundin - som er det andet nævnte eksempel - også fik penge for at medvirke i en bog. Der var ganske vist kun tale om et symbolsk beløb, men da vi jo her netop taler om symbolpolitik, er der en slags logik i, at eksemplet fremdrages.
Spørgsmålet om Jønke er i øvrigt lidt forvirrende, for han skrev ikke sin selvbiografi, »Mit andet liv«, i fængslet, men mens han var på flugt. Til gengæld skrev han andre bøger, da han senere røg ind, blandet andet romaner og et par børnebøger om Elgen Helge, men intet af det bør han altså ifølge forslaget tjene penge på.
For et forlag må det naturligvis aldrig være et tilstrækkeligt antagelseskriterium, at forfatteren er en forbryder, men at være en skidt karakter bør omvendt heller ikke stå i vejen for en udgivelse, der vurderes at være relevant eller vægtig.
Blekingegadebandens Torkil Laursen skrev for eksempel den forskningsbaserede fagbog »Fra forbedringshus til parkeringshus - magt og modmagt i Vridsløselille Statsfængsel« i 1997, og den levede fint op til kriteriet om relevans, hvorfor forfatteren, den dømte terrorist, naturligvis også skulle modtage sine formentlig ikke prangende royalties.
I det hele taget er der gennem tiden kommet stor kunst fra kunstnere, der på andre parametre måske nok ville høste færre point, for eksempel når det kom til deres politiske dømmekraft. Hans Scherfig kunne nævnes eller Knut Hamsun. Ikke at skelne mellem person og værk er en fæl fejl, hvilket også gør sig gældende, når man for tiden ikke kan skelne mellem pædofili og popmusik.
DF anfægter i øvrigt ikke de indsattes ytringsfrihed. Det er pengene, de fængslede forfattere ikke må modtage, og det uanset hvad der skrives om. Og det skal nok høste stemmer.
Når danskere bliver spurgt, om de ønsker strengere straffe, svarer de som regel ja, uagtet at det mere siger noget om den almene blodtørst end om befolkningens juridiske indsigt.
Klogt ville det være, at vi fastholdt at overlade strafudmåling til domstolene.
Arbitrære forslag om tillægsstraffe - herunder inddragelse af royalties, desserter eller resocialiseringsmuligheder - er mere et tegn på valgpanik, end at man grundigt har overvejet, hvad der mon kunne være tidens væsentligste politiske emner.