Svar til antroposoffen Olaf C. Nybo.

Delvist bragt i Politiken 6.1.24

I et forsøg på at imødegå min kritik af Steiner-bevægelsen kommer antroposoffen og filologen Olaf C. Nybo 22.12.23 skidt fra start. Han mener, at det digt, jeg gengiver, er fejlagtigt oversat, men har ikke opdaget, at der er tale om et helt andet digt end det, han tror.

Værre kan man vist ikke lægge fra land, når man nu hovent har sat sig for at korrekse omverdenen.

Det digt, jeg faktisk gengiver, er eksemplarisk oversat af Tom Thygesen Frederiksen i artiklen: “Teosofien og den alternative religiøsitet” (Den Nye Dialog, nr. 93, 2003). Selv har jeg hentet det fra hjemmesiden Steinerkritik.dk.

Oprindeligt lyder det som følger: "Der weissen Rasse neues Morgenrot/ Wird im Erdgebiet sich offenbare/ Erst wenn dieser Rasse beste Menschen/ Den Materien-Sinn empfinden/ Als beschämend, weil er erlöscht/ Das Bewusstsein vom wahren Menschenwesen”

Den danske oversættelse lyder:

”Den hvide races nye morgenrøde
Vil åbenbare sig på jorden
Først når denne race af de bedste mennesker
Opfatter materie-sindet
som beskæmmende, fordi det opløser
Det sande menneskevæsens bevidsthed.”

Det viser igen-igen Steiner som den racistiske drømmer, han er.

I strid med hvad Nybo anfører, er det dog ikke det, jeg opfordrer Politikens læsere til at genlæse for at danne sig et indtryk af universalgeniet Steiner, men derimod følgende blamage: ”Hvis lyshårede og blåøjede mennesker uddør, vil den menneskelige race blive stadig dummere. Lyst hår giver rent faktisk intelligens. Hvad lyse mennesker angår, tilføres der mindre næring til deres øjne og hår. I stedet forbliver den i hjernen, hvor den skaber intelligens. De stoffer, som lyse mennesker beholder i hjernen, anvender brun- og sorthårede mennesker til deres øjne og hår.” (Rudolf Steiner, Health and Illness, Vol. 1 (Anthroposophic Press, 1981), s. 85-86).

Nybo benægter, at både Steiners anden kone, Marie von Sivers og andre ledende medlemmer af den antroposofiske bevægelse var nazi-sympatisører, hvilket man ellers ganske udfoldet kan læse om i for eksempel Peter Staudenmaiers kildenære PHD-afhandling. Between Occultism and Nazism: Anthroposophy and the Politics of Race in the Fascist Era (2014).

Det varme forhold til Hitler fremgår også af et lobhudlende brev, som Marie von Sivers sender til diktatoren den 17. november, 1935. Heri beklager hun sig over mistænkeliggørelsen af Det Antroposofiske Selskab, idet hun understreger, at selskabet ”ikke har nogen relationer eller bare kontaktpunkter med frimurere eller jødiske eller pacifistiske kredse.” Og så tilføjer hun: ”Rudolf Steiners ariske herkomst blev også udtrykkeligt bekræftet af det racepolitiske kontor i Berlin.” Kilde: The Waldorf Critics list.

Nybo holder stædigt fast i sin illusion og skriver, at ”antroposofi og nationalsocialisme er helt uforenelige, og nazisterne lukkede derfor i april 1938 den første tyske Rudolf Steiner-skole.”

Til det svarer cand.mag. i religionshistorie, den ellers meget Steiner-glade Katrine Gadsbøllpå sin Facebook-side (22.12.23): ”Jeg er ikke enig i, at nationalsocialisterne ulovliggjorde de antroposofiske institutioner, fordi nationalsocialismen og antroposofien var "uforenelige". Intet er uforeneligt, og det er ganske veldokumenteret, at samtidens nationalsocialister fandt inspiration i både antroposofien, teosofien og andre lebensreform-miljøer - også i disses raceteorier.”

Alt i alt var der fine kontakter mellem Steiner-bevægelsen og nazisterne, ligesom der havde været tætte bånd mellem Teosofismen og nazisterne. Teosofismen er den mystiske Madame Blavatskys bizarre projekt og dér, Steiner boltrede sig som leder gennem ti år, inden han startede for sig selv. Nybo forbigår det i tavshed.

Til gengæld forsøger Nybo heroisk, men hovedløst at gendrive, at Steiner-bevægelsen skulle være vaccineskeptisk.

Den kritik rettede de europæiske sundhedsmyndigheder ellers tilbage i 2013 (Kristelig Dagblad 2.2.15), ligesom der under Coronaen udviklede sig en større vaccineskandale i tysk Steiner-regi, hvilket man kan læse om i denne prægtige artikel i The Guardian: ”Ginger root and meteorite dust: the Steiner ‘Covid cures’ offered in Germany” (10.1.21).

Hertil kan jeg henvise til en rapport fra 2021 fra det danske Seruminstitut vedr. HPV-vacciner, hvor konklusionen lyder: ”Blandt skolerne med lavest dækning var mange Rudolf Steiner skoler og internationale skoler.” (https://www.ssi.dk/aktuelt/nyhedsbreve/epi-nyt/2021/uge-25-26---2021)

Spørgsmålet om Steiners syn på venstrehåndethed er omdiskuteret. Det vedgår Daniel Hindes fra The Waldorf Library også. Her er Steiner imidlertid ordret citeret for følgende: ”Med venstrehåndede børn er det nødvendigt, at du forsøger at gøre så meget som muligt for at ændre dem til højrehåndede børn. Kun hvis du i praksis bemærker, at det slet ikke virker, skal du naturligvis arbejde med deres venstrehåndethed. Men det, vi virkelig ønsker, er, at sådanne venstrehåndede børn bliver højrehåndede; dette er normalt vellykket, især i tilfælde af skrivning. Kilde: The Roots of Education, GA 309, London Rudolf Steiner Press, 1982.

Men som sædvanlig i en debat med Steiner-tilhængere afvises al kritik med intimidering af modstandere, ligesom problematiske citater alene ses som bagvaskelse.

Efter Nybos kiksede belæring står tre spørgsmål tilbage og blinker:

1)    Er Rudolf Steiner og antroposofien racistisk?

2)    Eksisterer reinkarnation?

3)    Er clairvoyance muligt?

Punkt 1: Ja, Steiner var fuldblodsracist.

Dokumentation findes overalt i teksterne. Jeg har allerede givet adskillige eksempler. Her er ét til: "Hvis vi giver ... negerromaner til gravide [hvide] kvinder at læse, så vil det ikke engang være nødvendigt for negere at komme til Europa, for at mulatter kan dukke op. Simpelthen gennem de åndelige virkninger af at læse negerromaner, vil et væld af børn blive født i Europa. Børn, som er helt grå, som har mulathår, som ligner mulatter!" Rudolf Steiner, ÜBER GESUNDHEIT UND KRANKHEIT (Rudolf Steiner Verlag, 1994), GA 348, p. 189

Mest konsistent er det naturligvis, som Nybo synes at gøre, at stå ved racismen, fordi den flugter med Steiners indbildte bevægelse af laverestående racers rejse frem mod ”den hvide races morgenrøde”, ellers må man – som eksempelvis den engelske Steiner-bevægelse er i færd med – afvise synspunkterne som uforsvarlige.

Det kan man forvisse sig om i en oplysende artikel og indslag på BBC: https://www.bbc.com/news/education-28646118.

Afviser man de racistiske elementer hos Steiner, karambolerer det imidlertid med hans clairvoyance og hans evne til at modtage beskeder fra det oversanselige. Man kan jo ikke meningsfyldt plukke ud blandt åbenbaringerne efter forgodtbefindende og så stadig tro på selve ideen om dem. En åbenbaring er vel en åbenbaring, eller hvad?

Sagen er imidlertid, at åbenbaringer ikke findes. Det er en påstand støbt af det pureste nonsens. Noget, som ingen nogensinde har kunnet godtgøre. Heller ikke Nybo, der ellers hævder at sværge til videnskab, men reelt hænger fast i en okkultisme, der ikke lader forrige århundredes spiritistseancer noget tilbage.

Det samme med Steiners tro på reinkarnation. Heller ikke det kan dokumenteres, selvom Nybo morsomt nok forsøger at føre bevis for sin påstand ved at henvise til en Wikipedia-artikel, der fortæller, at ”ca. 24 procent af alle danskere tror på reinkarnation”.

Det er naturligvis ikke et bevis. Det er bare latterligt.

Der er mange både teologiske og rationelle grunde til at afvise reinkarnation. En af de mere tørre er ved at påpege, at hvis hver eneste af os skulle være reinkarneret bare én gang i et tidligere liv, så har der faktisk aldrig i historien levet mennesker nok til, at det kan ske.

Det mest overbevisende svar på spørgsmål 2 er derfor: Reinkarnation eksisterer ikke.

Men Nybo er fast i troen, ligesom han muntert nok tror, at det kan lade sig gøre for de særligt udvalgte at være i kontakt med det oversanselige. Steiner for eksempel havde efter sigende denne evne og visse af hans elever. Måske også Nybo?

Svaret på spørgsmål 3 er imidlertid, at clairvoyance ikke er andet end en vidtløftig teoretisk mulighed. Som et faktum er det aldrig blevet påvist.

Nybos forsvar og bestræbelse på at etablere en drømmeverden med afsæt i de steinerske åndsindsigter minder med sin intellektuelle klaustrofobi, monumentale selvovervurdering og den trinvise rejse mod fuld oplysning for de udvalgte om Scientology.

Men uanset alle uhyrligheder står Steiner-bevægelsen måske alligevel ved en skillevej. Enten fortsætter man med at forsvare det uforsvarlige ved at sende realitetsfornægtere som Olaf C. Nybo i felten, eller også indstiller man sit fokus på selvkritik og dialog med omverdenen.

Rektoren for den Steiner-baserede Michael Skolen, Jacob K. Nielsen, kunne være et forbillede. I et indlæg i Politiken (5.12.23) medgiver han, at min kritik er korrekt, men påpeger samtidig, at der også er gode ting at sige om Steinerskolerne.

Jamen, jeg lytter gerne.

Ligesom jeg kun kan bifalde, hvis man skulle forsøge at bygge et skolevirke baseret på erfaringerne fra den praktiske Steiner-pædagogik fremfor som nu at hænge fast i de trøstesløse rammer, antroposofien sætter, formet som den er af pseudo-åndelighed og dårligt skjult racisme.