Berlingske den 31. oktober 2018
I mit tidligere job på Det Kongelige Teater faldt jeg en dag i snak med en repræsentant fra et amerikansk filmselskab. Der havde man fået den gode idé at fortælle historien om dengang, »Porgy og Bess« blev sat op i København i 1943.
George Gershwins opera hører til blandt de allermest elskede med stedsegrønne »Summertime« som hans signatursang. Det er historien om en brutal alfons og en narkoafhængig prostitueret sat i et slumkvarter i byen Charleston. Stor kunst og nødvendig samfundskritik i et raceopdelt Amerika.
Gershwin havde fra starten betinget sig, at sangene kun måtte fremføres af sorte sangere, hvilket til dels var grunden til, at jeg fandt, at filmprojektet var så fremragende.
I 1943 var der nemlig ved en fejl blevet givet tilladelse til, at »Porgy og Bess« kunne opføres i København - med sortsminkede HVIDE sangere.
Det kom ikke til at gå stille af. Ikke på grund af de sortsværtede sangere, men fordi komponisten var jøde, fokus var på fattige sorte amerikanere, og musikken var jazzinspireret. Ikke en servering, der passede nazisterne.
Men opsat blev den, og under stor tumult gik den frem til foråret 1944, hvor bombetrusler og pres fra de tyske myndigheder førte til, at forestillingen efter 22 udsolgte opførelser blev taget af plakaten.
Jeg komplimenterede produktionsselskabet for at have fået øje på den historie og tilføjede, at så kunne der jo også tages en diskussion af fænomenet »blackfacing«. Det at farve ens ansigt sort som hvid og spille en rolle som sort, hvilket jo var et faktum i det konkrete tilfælde.
Det stoppede den ellers hyggelige samtale. Manden fra produktionsselskabet fastslog, at det under ingen omstændigheder ville ske. Skulle filmen blive til noget, måtte det være med sorte sangere - til gengæld ville handlingen snurre om en opfundet kærlighedshistorie mellem to af teatrets kunstnere.
Spørgsmålet om minoriteters rettigheder er følsomt i disse år. Hvide skal ikke spille sorte. Heteroseksuelle skal ikke spille transkønnede, og skuespillere uden handicap bør afholde sig fra roller som handicappede. Det sidste erfarede BBC, da kanalen for nylig ville genindspille »Elefantmanden«, uden at hovedpersonen - Charlie Heaton - selv var handicappet.
Herhjemme var det forestillingen »Black Face/ White Madonna«, der fik ørerne i maskinen, og folkene bag stykket blev hånet for at tro, at skuespil netop skulle handle om at spille en anden end sig selv.
Skulle man endelig udtrykke andres erfaringer, måtte man konsultere fagkundskaben, sådan som det alvorstungt blev fremført i den efterfølgende debat.
Dermed udfordres ideen om, at man gennem empati i kunsten kan overskride grænser, fremstille og udfordre andres liv. I stedet må man underlægge sig et kompliceret sæt af spilleregler defineret af de potentielt krænkede.
Den ellers almengyldige længsel i »Summertime« synes pludselig fjern: »One of these mornings You're going to rise up singing Then you'll spread your wings And you'll take to the sky«
I hvert fald hvis man er hvid og håbløs privilegieblind.