Berlingske den 17. oktober 2018
Den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) fik sagt vigtige ting om både eksistensen og tilværelsens mening.
Sidstnævnte var ifølge filosoffen noget, der viste sig for mennesket i dets konkrete omgang med verden. Det var ikke noget, man kunne spekulere sig til eller slå op i en bog. Mening var noget, der afslørede sig, når man eksempelvis betjente sig af redskaber. For nu at sige det lidt forsimplet.
Uden nødvendigvis at have Heidegger i tankerne er det vel også det mange oplever i haven, med akvarelpapiret eller når man står bøjet over den åbne motorhjelm til bilen. Eller sådan var det i hvert fald engang, det med bilen.
Nu er biler ikke længere noget, man skruer på i weekenden. Nu er biler som utilgængelige computere, som end ikke folkene på værkstedet rigtig kan gøre noget ved uden hjælp fra leverandøren. Det mekaniske er blevet digitalt, og på en række punkter er det blevet stadig vanskeligere for den enkelte at komme til at bearbejde verden og dermed få den til at give mening.
Man forstår ikke længere, hvordan varerne i butikkerne er frembragt, hvordan smartphonen virker, eller hvordan transaktionen med banken fungerer. Det er bare noget, der sker. Ligesom bilen, vi kører rundt i, så længe dét varer, for lige om lidt er det jo den, der kører rundt med os.
De tekniske fremskridt er skønne, men bringer os samtidig på en stadig større afstand af verden. Vi bliver fremmedgjorte, hvorpå meningsløsheden sniger sig ind.
Dannelse er noget, der diskuteres alle vegne i de her år, og med god grund, for dannelse er i virkeligheden en vej til at føle sig hjemme og dermed ikke fremmedgjort.
Når man er dannet, kan man aflæse verden.
Både de fysiske fænomener og de kulturelle fremtrædelsesformer.
Er man dannet, bliver man ikke så nemt grebet af modløshed over eksempelvis digitaliseringen eller mødet med det fremmede. Man er nemlig i stand til at afkode fænomenerne, fordi man står på et fundament af faktuel viden og har en fortrolighed med verden i al dens kulturelle mangfoldighed, hvilket selvsagt ikke er det samme, som at man bifalder alt, hvad man ser! Men man bliver ikke mismodig over det teknisk komplicerede, for skønt man ikke selv mestrer det, så forstår man principperne, ligesom man gennemgående manøvrerer trygt i det moderne livs mange udtryk og muligheder. Man har tilføjet sin klassiske dannelse et lag af »digital dannelse«, ligesom man anerkender, at andre træffer valg i deres liv, der er forskellige fra ens egne, uden at det af den grund opleves som en trussel.
At interagere med verden og få den til at åbne sig er fortsat et værn mod meningstab og fremmedgørelse, men omgangen behøver ikke at være helt så instrumentel, som Heidegger syntes at hævde. Solid viden og ren nysgerrighed vil i mange tilfælde fint kunne erstatte Heideggers konkrete værktøjer.