Berlingske den 13. november 2018
Superman var svaret på Anden Verdenskrigs ulykker. Et overmenneske med hjertet på rette sted, klar til at bekæmpe overmennesker fra Helvede. Verden var sort/hvid, og forbillederne endimensionale.
Med efterkrigstidens velstand og det moderne samfunds fremvækst flyttede de ydre konflikter ind i menneskene. Man blev fremmedgjort, frustreret og stresset. Samfundets krav og forventningerne til egen formåen både voksede og blev mere uklare. Manderollen gik i opløsning, og fjendebilleder blev stadig sværere at tegne med klarhed.
Det var den kompleksitet, som tegneserieskaberen, Stan Lee, tappede ind i da han efter en meget tidlig entré i forlagsverdenen fik ansvaret for udvikling af det univers, der sidenhen blev samlet under betegnelsen »Marvel« .
Her myldrede moderne superhelte frem på rad. Alle med sære superkræfter men indeni også med ganske almindelige menneskers hæmninger og almindelige menneskers bekymringer og tvivl.
Tag nu bare Peter Parker. Han var ikke bare en adræt murspringer, når han iklædte sig sit edderkopkostume, han var også en forvirret studerende, der både skulle håndtere en traumatisk barndom og sidenhen en ekstraordinær opvækst hos en noget verdensfjern tante.
Identiteten som superhelt blev nok drømmen, teenagere længtes efter, men det var fremstillingen af den tvivlende »civilist« , som de unge kunne genkende sig selv i.
Stan Lee viste, at man skulle tage begge sider af sig selv alvorligt. Både når man fumlede sig frem i den ordinære verden, og når man som ressourcestærk ener satte fra og strøg hen over byens tage på vej mod en vigtig mission.
Sikke en tillid til mennesket!