Berlingske den 23. november 2018
Håb er noget, der sædvanligvis knytter sig til forandring. Vi håber på godt vejr, at smerten letter, at OB omsider begynder at spille op til forventningerne. Vi kan ikke leve uden håb, for vi kan ikke leve uden drømmen om en bedre verden.
Skuddræbte Nedim Yasar havde skrevet en bog om håb. Om vejen væk fra en tilværelse som fuldtidskriminel til et liv som radiovært, pædagogstuderende og deltidsfar. Det var tilsyneladende ikke en fortælling, der vakte lykke alle vegne. Og målt på bandernes egen logik forstår man det jo godt. At genvinde sin værdighed på egne præmisser og få respekt af andre grunde end frygt er en trussel mod underverdenens primitive selvforståelse. Her stuves det individuelle af vejen til fordel for et destruktivt fællesskab. Her er man en del af en gruppe, der ser resten af verden som fjenden, hvorved man overser, at den pris, man betaler, er én selv som individ.
Når danske rockere gennem tiden har skullet motivere deres broderskab, har det ofte været med henvisning til, at de ikke ville underlægge sig det borgerlige samfunds normer, krav og forpligtelser. Man ville være fri, ville man, blæse af sted på kværnen. Born to be wild!
Det komiske er, at den vrængen af det borgerlige bringer dem durk ind i en verden, hvor der er et langt mere minutiøst og komplekst sæt af regler og repressalier. Fra det stramme påklædningskodeks til det benhårde hierarki, man må underlægge sig, hvis man vil stige fra prospect til fuldgyldigt medlem med rygmærke, emblemer og hele moletjavsen. For eksempel emblemet »Filthy few«, der skulle signalere, at vi her har at gøre med en broder med mord på samvittigheden. Velkommen i klubben!
Håbet forsvinder, hvis man konstant befinder sig i krig. Så handler det bare om at overleve, og man ved, det bliver svært, fordi de, man omgiver sig med, og de, man er oppe imod, tænker på præcis samme måde som én selv: »Her er ingen udgang. Dræb eller bliv selv dræbt!«
Vil man alligevel forsøge at bevæge sig væk fra dette humanismens absolutte nulpunkt, må man starte med at forstå, at valg faktisk er en mulighed. At man ikke for evigt behøver fortabe sig i et trøstesløst fællesskab. Man kan til en start begynde at »forholde sig« til sin egen situation.
Den frihed har man altid, og derfra kan man skridt for skridt genvinde sin værdighed og erobre det liv, der ligger og venter. Det var den bevægelse, Nedim Yasar var i gang med. På et tidspunkt havde han besluttet sig for at stoppe sin menneskelige nedsmeltning som farlig storby-gangsta og i stedet blive en anden og langt vigtigere figur, nemlig sig selv.
Den rejse sluttede, da han forlod receptionen for den bog, der fortalte hans historie. En i skrivende stund ukendt morder skød ham på klos hold, men historien ligger tilbage. Lige til at samle op og lade sig inspirere af.
Moralen er ikke, at man dør af at forfølge sine drømme. Moralen er, at man allerede er død, hvis man ikke gør det.