Berlingske den 21. december 2018
Skal man driste sig til at pege på en enkelt årsag til verdens fremskridt, er det kritik. Uden kritik ville fordomme, uvidenhed og rå magt råde og spærre for nye indsigter. Det gælder inden for teknik og naturvidenskab, og det gælder i indretningen af vores samfund.
Fri tænkning, individuelle rettigheder, lighed mellem mennesker og muligheden for social glidning har været afgørende for vores velstand og indgår vel i dag ubeskedent som en del af vores nationale selvforståelse.
Det er imidlertid ikke kommet af sig selv.
I videnskabelige miljøer er teser uafladeligt blevet fremsat og testet, og i offentligheden har karsk, kritisk, dristig kunst og grænseoverskridende humor været med til at åbne for nye måder at indrette vores liv på.
Intet har været helligt, alt har måttet stå for skud og dermed afsløret, at visse ideer har været mere holdbare end andre. Man kan sige, at dette kritikkens konstante syrebad er selve arven fra Oplysningstiden.
Nu er der imidlertid en modbevægelse i gang. En bevægelse, der gennem regler og repressalier vil sætte grænser for den frie tanke og korrigere almindelig løssluppenhed. Det viser sig ved en omsiggribende »krænkelsesparathed« , hvor kostumefester, karikaturer, kunstneriske fremstillinger af og meninger om andre kulturer end ens egen bliver udskammet, tabuiseret og forbudt. Ja, bare det at synge om sin egen kan åbenbart virke stødende.
For nylig kom det frem, at en lektor ved Københavns Universitet er blevet frataget sin undervisning og indlagt i et samtaleforløb med ledelsen, fordi anonyme studerende var blevet stødt over hans sprogbrug, hans »eurocentricitet« og hans angiveligt manglende respekt for minoriteter og kvinder.
Københavns Universitet har vel ud fra de bedste hensigter formuleret en politik, der skal værne mod krænkelser, men har i virkeligheden lagt et effektivt redskab i hænderne på mennesker, der primært forfølger egne magtinteresser, og som slår kontra på ideen om frie ytringer og fremskridt gennem uenighed.
Nu hedder det således i universitets retningslinjer: »Krænkende adfærd er også krænkelser med baggrund i f.eks. etnicitet, religion, køn, seksualitet, alder eller handicap. Det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet.«
Nu er der ikke længere en selvfølgelig forventning om, at man på et universitet skal kunne tåle mosten, når den akademiske debat ruller. Nu får det konsekvenser, hvis der alene er en oplevelse af at have været krænket.
Lovgivningen beskytter ellers i dag mod fysiske og psykiske overgreb, men det er øjensynlig ikke nok for de krænkelsesparate. Med de nye regler på Københavns Universitet afkobler institutionen sig ikke alene fra almindelig sund fornuft, den bringer sig i direkte modstrid med eget historiske afsæt og samfundsmæssige opgave.
Det kan man godt blive lidt krænket over.