Gamle standarder i en ny tid

Berlingske den 12. december 2018

Banksektorens moralske kollaps gør indtryk. Ikke bare som en konstatering af at her er en flok anløbne kapitalister, men fordi det er endnu et ben, der knækker under vores fællesskab.

Da der skulle ryddes op efter seneste finanskrise, var der ingen mangel på solidaritet fra samfundets side. Politisk var der en bred anerkendelse af, at der nok var tale om private foretagender, men de var »en del af os selv« , sådan som de i sin tid sang på Christiania, og derfor måtte de ikke bukke under.

Det skete så heller ikke, men det afslørede en anden virkelighed, end den bankerne selv havde konstrueret. Der var ikke tale om ansvarlige, private institutioner, drevet af topdygtige ledere, som kunne berettige de eksorbitante lønninger og surrealistiske bonusordninger, de modtog. Der var tale om svigt på svigt, dårlig moral og uduelighed.

Nu ti år efter kan man konstatere, at sektoren intet har lært. Berigelsen i toppen fortsætter, samtidig med at fællesskabet bedrages gennem skumle gebyrer, skatteunddragelse og hvidvask. Den anstændighed, som Varnæs' arvtagere har påberåbt sig, er ikkeeksisterende.

Banksektoren er imidlertid ikke det eneste samfundsben, der vakler. Det gør de nær sagt alle sammen: DSB, Skat, DR, postvæsenet, folkeskolen, folkekirken, sundhedssektoren etc. Fyrtårne, som stræbsomme børn fra gode familier drømte om at gøre karriere i. Lønnen var måske ikke høj, men der var værdighed om institutionerne og en stolthed i ansættelsen. Det var dengang.

Nu er støttebenene mørnede og i nogle tilfælde knækkede. Befolkningen spejder andre steder hen efter ordnende mønstre, og man finder dem! Ikke som institutioner, der er vokset ud af en dansk historie og kulturel kontekst, men som overnationale giganter, der lynhurtigt er kommet til at præge vores liv. De hedder Google, Facebook, Amazon, Huawei, YouTube m.v.

De har erobret vores digitale infrastruktur og rammesat vores tilværelse - og de er udemokratiske fra ende til anden. De unddrager sig skat, ignorerer lovgivning og kunne ikke drømme om at indgå i en reel dialog med de borgere, som de har så afgørende indflydelse på. Forståeligt nok. De ser nemlig ikke borgere som borgere, men alene som forbrugere, man kan sælge noget til, men ikke behøver føle nogen forpligtigelse overfor.

Hvis nogle af de politiske partier skulle savne et projekt her op mod det kommende folketingsvalg, kunne de jo komme med et bud på, hvordan denne udvikling kunne vendes? Hvordan de kollapsede institutioner - private og offentlige - kunne genfinde deres rødder, selvværd og den dybe relation med borgerne, som de er kommet af?

Det ordnes ikke med en kæk imagekampagne, kan jeg afsløre, men handler om at sætte nogle standarder, der ikke er nye, men tværtimod gamle - og stærkt savnede.