Berlingske den 10. juli 2019
Ledelseslitteraturen er til randen fyldt af anstrengende buzzwords.
Et af de flittigst benyttede er udtrykket »den brændende platform«. Begrebet tilskrives Daryl Connor, der tilbage i 1993 lancerede det i bogen »Managing at the speed of change«. Ideen er, at hvis man skal motivere ansatte til forandring, så skal de have en følelse af at stå på en »brændende platform«. Og hvis der ikke lige er én, så opfind en til lejligheden!
En brændende platform gør, at medarbejdere overskrider egne grænser og for eksempel kaster sig ud i tårnhøje bølger for at overleve. Uden en sådan fornemmelse af alvor - »a sense of urgency« - ville de bare fortsætte som hidtil.
Tankegangen er udbredt i både ledelseslitteraturen og blandt ledere, men den er fagligt svag og helt utilstrækkelig. Og så er den udtryk for et ganske afstumpet menneskesyn.
Mennesker kan faktisk godt motiveres af andet end udsigten til katastrofe, og ja, det er ledelsens opgave at levere netop den positive motivation, der får de attraktive mål i det fjerne til at fremstå klare og efterstræbelsesværdige. Kan ledelsen ikke det, må man finde en anden ledelse.
På samme måde bør en ordentlig leder naturligvis have tillid til, at man med gode argumenter - og uden at trykke på panikknappen - er i stand til at overbevise sin organisation om det fornuftige ved forandringer. Der er nemlig intet, der tilsiger, at medarbejderne skulle være mindre rationelle end lederen selv.
Sådan er det, når man har ansvaret for en arbejdsplads, og sådan er det, når man som folkevalgt har ansvaret for at lede udviklingen i et samfund.
Her står verden i klimamæssig forstand med en om ikke brændende, så i hvert fald smeltende platform. Al forskning peger i retning af, at der skal ske dybtgående forandringer NU, hvis ikke det skal gå galt for fremtidige generationer. Og selv om andres smerte ofte er lettere at bære end ens egen, er det trods alt ikke gået upåagtet hen hos de nuværende generationer.
Ved seneste valg strøg klimaspørgsmålet ind som den udslagsgivende faktor for vælgernes kryds, og politikerne så ud til at lytte.
Viljen synes altså at være til stede.
Spørgsmålet er, om evnen også er det? Om vi som borgere og som samfund faktisk formår at handle på den viden, der er tilgængelig? Hvis det skal lykkes, er det afgørende, at vi ikke kun motiveres af en selv nok så begrundet frygt. Vi skal også kunne se et bæredygtigt lys for enden af tunnelen.
Afsavn skal balanceres af muligheder og håb. For uden det sidste går det ikke.
Hverken når virksomheder skal gennemføre forandringer, kloden skal reddes, eller vores børn skal klædes på til at stige fortrøstningsfulde om bord i livet.
Derfor har vi brug for andet og mere end frygt som vores følgesvend. Vi har brug for en positiv forestilling om noget bedre på den anden side af vores problemer.
Det er langt vigtigere end nogen selv nok så brændende platform!.