Berlingske den 14. september 2019
Professor Per Boje har de seneste uger turneret gennem danske medier med en fortælling om, at han ikke har fået nok anerkendelse i forbindelse med udgivelsen af Tom Buk-Swientys store og flot anmeldte biografiom Karen Blixen, »Løvinden«. Det er ikke selve krediteringen i bogen, den er gal med, det er markedsføringen forstået som de interviews, Buk-Swienty har givet i forbindelse med udgivelsen. Her bliver Per Boje og hans kollega Benedikte F. Rostbøll ikke nævnt tilstrækkeligt som udgivere af den brevveksling, der indgår som en væsentlig del af Buk-Swientys udgivelse. Siger Per Boje.
I brevvekslingen fik man et mere nuanceret indtryk af onklen, Aage Westenholz' betydning for Blixens afrikanske eventyr, ligesom det stod klart, at Blixen ikke selv ejede den berømte farm, men alene bestyrede den på vegne af Westenholz.
Den sidste oplysning er dog ikke ny. Den stod også at læse i bl. a. Judith Thurmans biografifra 1982 (dansk udg. 1983) og Frans Lassons Blixen-udgivelse fra 1978. Det nye er alle nuancerne i relationen til den gavmilde onkel. Det bragte brevvekslingen for en dag, og bliver nu for første gang - takket være Buk-Swienty - ført ind i en bred, samlet biografisk fortælling.
Boje og Rostbøll er behørigt krediteret hele vejen igennem (100 gange), ligesom det fremgår af bagsideteksten, at biografien er blevet til på baggrund af »en omfattende, nylig offentliggjort brevkorrespondance« Desuden har Buk-Swienty gennem sine mange interviews i forbindelse med udgivelsen forsøgt at gøre opmærksom på Boje og Rostbølls fortjenstfulde arbejde, men hvad der faktisk bliver bragt i sådanne sammenhænge, har han jo ingen jordisk chance for at styre.
Det fremgår også af en efterfølgende omtale i Politiken, hvor avisens interviewer af Buk-Swienty, Nils Thorsen, skriver følgende om sagen: »I sit interview med Politiken gjorde Tom Buk-Swienty også opmærksom på, at han havde fået lov at læse brevene, før de blev udgivet i 2018, hvilket fremgik af interviewet, uden at vi dog nævnte Benedikte F. Rostbøll ved navn, som Tom Buk-Swienty faktisk foreslog, da han forhåndslæste teksten.« Alligevel sår Per Boje nu helt urimelig tvivl om ikke bare Buk-Swientys redelighed, men også om Gyldendals holdning til sådanne spørgsmål.
Lad mig slå det fast så det ikke kan misforstås: Ligesom det er indlysende, at både forskere og formidlere i deres arbejde står på skuldrene af andre, er det indlysende, at man behørigt skal kreditere den forskning og de kilder, man bringer i anvendelse.
Det har Tom Buk-Swienty gjort i fuld overensstemmelse med gældende praksis, og også af den grund er vi så stolte af udgivelsen, præcis som vi er stolte af den fremragende udgivelse, som Per Boje og Benedikte F. Rostbøll tidligere stod bag. Vi er forkælet med både kompetente forskere og kompetente formidlere i det her land. Og de har brug for hinanden!.