Weekendavisen den 16. januar 2026 - essay
LATINAMERIKA HAR ALTID været målet for de store drømme. Ikke mindst for dem, der ikke bor der. Det var der, conquistadorerne søgte guld, det var der, de europæiske revolutionære søgte ideologisk renhed, og det var der, de multinationale selskaber kunne boltre sig uden for megen utidig indblanding.Gennem 40 år har det også været et mål for mig, siden jeg som purung backpacker rejste rundt et års tid for at få nogle andre billeder på nethinden end dem, parcelhuskvarteret i Odense-forstaden Fruens Bøge leverede. Jeg har været tilbage vel omkring 25 gange og er det også lige nu, hvor jeg befinder mig i Mexico City med kølige nætter og behagelige dagtemperaturer på 20-25 grader.
Behagelig er imidlertid ikke den aktuelle uro, præsident Trump kaster over regionen. Ikke fordi der var nogen videre sympati for venezuelanske Nicolás Maduro, da han sammen med sin kone i sidste uge blev kidnappet og ført til en domstol i New York.
Den tidligere buschauffør – og forgængeren Hugo Chávez’ foretrukne valg til afløser – var ingen populær mand. Hverken i sit eget land eller i de nabolande, der har måttet trækkes med otte millioner flygtninge fra endnu et forulykket socialistisk eksperiment.
Nu mere end antyder Trump så, at de næste, der står for tur for amerikansk indgriben, er Colombia og Mexico. I Colombia skyldes det, at man ligesom Venezuela er storproducent af kokain og har en venstreorienteret præsident i Gustavo Petro, der ikke har været bleg for at tale Trump midt imod. Det samme kan man sige om den socialistiske præsident i Mexico, Claudia Sheinbaum, der i klartekst har fordømt tilfangetagelsen af et andet lands præsident og i det hele taget har haft en række seriøse armlægninger med Trump i forbindelse med den flygtningestrøm, Trump har sat sig for at stoppe, og som går op igennem Mexico.
NÅR TRUMP DERVED genopliver den tidligere Monroedoktrin om stormagternes interessesfærer (nu døbt »Donroedoktrinen«), er det rystende for dem, der måtte have gjort sig forestillinger om respekt for nationale grænser og en generel retsorden stater imellem. Og måske endnu mere rystende, når man hører Trumps argumentation for kidnapningen af Maduro. Det nævnes ikke med ét ord, at det er sket for at rette op på landets korruption eller undertrykkelsen af kvinder og opposition, men alene fordi USA vil kontrollere Venezuelas oliereserver, der regnes for verdens største.
Tidligere foregik den slags trods alt under et dække af floskler om demokrati og menneskerettigheder, samtidig med at man slap firmaer som The United Fruit Company, ITT eller Chevron løs, for at de så kunne berige sig til gavn for dem selv og den nordamerikanske befolkning. Samtidig har man bakket op om de diktatorer, der i årtier har plaget kontinentet fra Alfredo Stroessner i Paraguay over Jorge Rafael Videla i Argentina til Augusto Pinochet i Chile, omend CIA i alle årene har kunnet konstatere, at så lette var de sydamerikanske despoter heller ikke at styre.
Militærkuppet i Chile 11. september 1973 bliver ofte tillagt amerikanerne, men ifølge båndoptagelser mellem daværende udenrigsminister Henry Kissinger og præsident Nixon, så kom kuppet som en overraskelse for dem. Den af præsident Salvador Allende udpegede general Pinochet gennemførte sit kup af had til socialismen og i overensstemmelse med sit egen højrenationale overbevisning, ikke for at tækkes amerikanerne. Mere end 3.000 politiske fjender blev myrdet, flere end ti tusinde politiske modstandere blev tortureret, og mere end 100.000 flygtede ud af landet.
Blandt andet til Danmark, hvor de igennem 70erne blev taget godt imod, veluddannede og politisk vakte, som de var. De var med til at cementere fortællingen om en socialistisk præsident, der blev mast af amerikanerne og et fascistisk militær. Sandheden er mere mudret.
Salvador Allende var i 1970 i sit fjerde forsøg kommet til magten med en tredjedel af de afgivne stemmer. De resterende to tredjedele tilfaldt med cirka lige stor andel to borgerlige partier, men da de ikke kunne enes, valgte det ene borgerlige parti at bakke op om Allende. Det samme gjorde også Sovjetunionen og Cubas Fidel Castro, der i ugevis turnerede rundt i Chile for at tale revolutionens sag.
Spurgte man befolkningen, var der intet ønske om at se Chile blive gjort socialistisk, hvad det da heller ikke blev. Pinochet satte sig tungt på magten, lod sig rådgive af den amerikanske økonom Milton Friedmans gulddrenge, de såkaldte »Chicago Boys«, om frihandlens velsignelser, samtidig med at han styrkede middelklassen, kirken og nationen uden at lægge nogen videre vægt på lighed.
I årene frem blev Pinochet indbegrebet af en sydamerikansk despot, men helt utilfreds med ham var den chilenske befolkning ikke. I 1988 spurgte han, om de ønskede, at han skulle fortsætte, hvilket 44 procent svarede ja til. Det var langt større opbakning, end Allende nogensinde har fået. 56 procent insisterede på, at hans tid måtte være slut.
Det tog Pinochet til efterretning. Han trådte af, holdt fast i en række privilegier, men åbnede ellers for, at et af verdens ældste demokratier, det chilenske, kunne vende tilbage til at blive netop det.
I årene, der fulgte, blev Chile styret af forskellige centrum-venstre-regeringer, mens man her senest har valgt den højreorienterede José Antonio Kast, der aldrig har lagt skjul på sine sympatier for Augusto Pinochet.
Chile regnes i dag for Sydamerikas rigeste land og er i top, når det handler om fred, udvikling og konkurrenceevne. Selvmordskvoten er blandt de absolut laveste på kontinentet.
I NABOLANDET ARGENTINA har man fulgt en markant anden vej. I en besynderlig alliance mellem fagbevægelse, militær og stat lykkedes det i sin tid Juan Perón at grundlægge en halvt socialistisk og halvt fascistisk samfundsmodel, der sikrede, at det tidligere så abnormt rige land – på et tidspunkt verdens tredjerigeste – ikke kom til at gennemgå nogen nævneværdig udvikling eller gennemføre afgørende reformer. Man beskyttede i stedet gamle formuer, samtidig med at man lånefinansierede en stadig mere oppumpet offentlig sektor.
Efter årtiers katastrofekurs betød det, at inflationen i Argentina i 2023 var nået op over 200 procent, og at det gennemkorrupte peronistparti, der havde drevet landet i vanføre, måtte gå af. I stedet overlod man magten til en spradebasse, der mest var kendt for sine tv-optrædener, hvor han gerne startede en motorsav for at vise, hvad han ville gøre ved statens budgetter, hvis han kom til.
Manden var Javier Milei, selverklæret »anarkokapitalist« med galopperende foragt for nedarvede privilegier, socialisme og wokeisme og med en bramfrihed, der nærmer sig det skøre. Ham valgte argentinerne med åbne øjne.
På flere områder minder han om Donald Trump, mens han på andre områder bestemt ikke gør det. Der er ikke meget »Argentina First« over hans politik. Her drejer det sig først og fremmest om at skaffe reel produktion bag økonomien, hvilket har ført til fjernelse af handelshindringer, sænkelse af moms og ved at invitere udenlandske investeringer til landet. Desuden har han på dramatisk vis bremset store offentlige anlægsprojekter og beskåret den offentlige sektor ved at reducere antallet af ministerier fra 18 til ni og nedbringe antallet af sekretariater fra 106 til 54.
Det er unødvendigt at påpege, at det er den argentinske befolkning, der umiddelbart lider under disse tiltag. Boliger bliver ubetalelige, folk tvinges på gaden, og selv de suppekøkkener, som staten før stod bag, er skåret bort. Samtidig er det uklart, om hestekuren virker, ligesom det også må tælles på minussiden, at hans ellers elskede søster synes involveret i alvorlig korruption.
I 2025 var der valg til den argentinske kongres, og det var tid for befolkningen at sige, hvad de mente om den excentriske økonom og hans motorsav. Godt, tilsyneladende. Javier Mileis parti, La Libertad Avanza, fik et kanonvalg med en fremgang i Underhuset fra 40 til 64 sæder og en lykønskning fra Trump, der havde varslet bål og brand, hvis vælgerne havde straffet hans protegé.
Nu bevarede La Libertad Avanza magten, og Milei kunne fortsætte sin reformkurs. Så mangler han bare endegyldigt at vise, at den faktisk virker. Hans bedste argument er måske, at peronismen i hvert fald ikke gjorde.
Trump omfavner som nævnt Milei, og det samme gør verdens rigeste mand Elon Musk, dog med nogen mere ret, for ham ligner Milei nemlig mest.
SKAL MAN VURDERE resultatet af USAs mangeårige indblanding i Latinamerika, falder den ikke positivt ud. Den har været for grådig, for klodset og for brutal, og man skal lede længe for at finde nogen på gaden, der ser mod storebroren mod nord som andet end et sted, hvor man kan få løftet sin levestandard. Nogen reel beundring er svær at spore, og kærlighed slet ikke.
Til gengæld burde USA vise en større taknemmelighed for de mange millioner legale og illegale flygtninge, der i årtier har løftet amerikansk økonomi. Under den seneste valgkamp blev de amerikanskfødte børn af illegale indvandrere omtalt som »dreamers«, og tidligere vicepræsident Kamala Harris foreslog, at de skulle gives rettigheder og statsborgerskab.
Hun tabte som bekendt valget, og nu er USA ved at tabe de generationer af hårdtarbejdende latinoer, der engang troede, at den amerikanske drøm også gjaldt dem, hvilket den, da det kom til stykket, så ikke gjorde.
Trump var kun ude efter deres penge, deres olie og deres underdanighed, ikke deres loyalitet. Det kan selv en nok så populær indgriben over for en upopulær diktator i Venezuela ikke rette op på, for i Latinamerika har man læst teksten på væggen, og den er ikke rar. Den handler om magt, ikke om demokrati og respekt.
Gjorde den det, ville Trump som det naturligste have omfavnet María Corina Machado, den venezuelanske oppositionspolitiker og modtager af Nobels Fredspris, der har kæmpet en fuldstændig enestående kamp på vegne af sit plagede folk. Men det gjorde Trump ikke. Tværtimod.
SÅ MENS TRUMP på linje med højreorienterede ideologer og grådige frimarkedsentusiaster har brugt Latinamerika til at spejle egne drømme, har det i ikke mindre grad været tilfældet for venstrefløjen, ikke mindst den danske.
Cuba, Nicaragua og Venezuela har alle været foregangsland for hjemlige venstreintellektuelle. Måske fordi landene fremstod vitale i modsætning til den dødsgang, som Østblokken i stigende grad havde udviklet sig til.
I Latinamerika var der anderledes gang i den. Salsa, rom og revolutionær optimisme, som socialdemokraten Mogens Lykketoft og hans daværende hustru, Jytte Hilden, begejstret beskrev som »sambasocialisme«, da de 1987 vendte tilbage fra et besøg i Cuba.
Få steder i verden er menneskerettighederne ellers blevet trådt så grundigt under fode som i netop Cuba, ligesom likvidering og internering af politiske modstandere flittigt er blevet brugt præcist som alle andre steder, hvor socialistiske magthavere har stået over for en utaknemmelig befolkning.
En stor del af dem, der fandt, at tiden i Cuba under den amerikanskstøttede Fulgencio Batista var de fede år, flygtede til Miami, hvor de kom til at udgøre en rygrad i Det Republikanske Parti, mens de blev stadig mere indebrændte over tingenes tilstand på fødeøen kun en kort sejltur borte.
Men også Nicaragua gav i 70erne og 80erne hjertebanken på den danske venstrefløj. Her var sandinisterne under den karismatiske Daniel Ortega kommet til magten, og danske støtter strømmede til for at hjælpe den spæde revolution på vej. »Sandalister«, som den danske krigsreporter i et øjebliks ondskabsfuldt klarsyn navngav de danske proselytter, der futtede afsted mod det, de så som kimen til sand socialisme. Sådan gik det imidlertid ikke.
Amerikanerne forsøgte ganske klodset at slå igen ved at finansiere den antisandinistiske modstand ved at bruge provenuet fra salg af våben til Iran til at få frigivet amerikanske gidsler i Teheran.
Det hele var ifølge international lov ulovligt, både salg af våben til præstestyret i Iran og aktiv støtte til de kontrarevolutionære i Nicaragua, og det blev i det hele taget en fæl blamage for den daværende præsident Ronald Reagan, fordi der blev sået tvivl om, hvilken magt præsidenten havde, og hvilken magt der tilkom Kongressen.
Det var dengang.
DET GIK I Nicaragua, som det er gået med alle andre socialistiske eksperimenter. Korruption og personlig berigelse skabte mistillid i befolkningen, ligesom det næppe har gjort noget godt for sagen, at Daniel Ortega af sin egen steddatter blev beskyldt for pædofili og et årelangt misbrug.
Men kunne man ikke rigtig finde gode eksempler på virkeliggjort socialisme, så kunne man i det mindste finde eksempler på den endnu ikke virkeliggjorte socialisme som nu den maoistiske terrorbevægelse i Peru, Den Lysende Sti, der trods de rædsler, den påførte befolkningen, havde sine hjemlige støtter, mens verdens ældste kommunistiske terrorgruppe, colombianske FARC bredt blev fremholdt som et ideal.
Den danske forening Fighters+Lovers solgte T-shirt til støtte for FARC, og det på et tidspunkt, hvor FARCs sociale fokus for længst var afløst af rendyrket terror og et massivt engagement i den colombianske narkoindustri.
Alligevel lykkedes det heroisk nok efter 50 års blodig krig at opnå en slags fred og en afvæbning af størstedelen af bevægelsen. Der blev i vidt omfang givet amnesti, og tidligere medlemmer af FARC lod sig vælge til de øverste politiske poster i landet.
Ikke nogen ideel fred, bevares, men en mulighed for, at Colombia kunne folde sine potentialer ud. Det har da også allerede ført til store forbedringer og for eksempel den kuriøse omstændighed, at man nu fredeligt kan hænge ud i barer i de kvarterer i Medellín, hvor narkokongen Pablo Escobar tidligere regerede og bidrog til byens image som verdens farligste.
Under Maduro brød Venezuela reelt sammen, men grænsen til nabolandene har ydet beskyttelse for en opblomstring af politisk terror og endnu mere narkokriminalitet. Det er på disse kanter ikke modsatrettede aktiviteter.
DET ER DEPRIMERENDE at konstatere, hvordan radikale fantasier – politiske, økonomiske og kriminelle – gennem historien er blevet søgt realiseret i Latinamerika, især fordi borgerne i de vidt forskellige lande, det udgør, på ingen måde selv virker yderligtgående. Tværtimod er min oplevelse, at de gennemgående er konservative, religiøse, familieorienterede og nationale uden at være nationalistiske. De stemmer til højre, de stemmer til venstre. De forsøger hele tiden at finde et svar på deres fremtid. Ligesom os andre.
Indbyrdes er forskellene til at få øje på, ikke bare i forhold til dem, der bor i bjergene, og dem, der lever langs kysten, sådan som den colombianske forfatter Gabriel Garcia Márquez har beskrevet det i 100 års ensomhed. Der er store forskelle på temperament, kultur og sociale pejlemærker, om man bor i Andeslandene, Brasilien eller Caribien, eller i et af de mere europæisk influerede lande som Chile og Argentina. Det er i øvrigt om argentinere, man lidt nedladende siger, at det er spaniere, der tror, de er englændere, men opfører sig som italienere.
Med Trumps genvakte idé om interessesfærer har han ikke bare skubbet Latinamerika endnu længere væk fra USA, han har også stukket en kæp i hjulet på udviklingen af et enestående mangfoldigt kontinent. Her kunne man ellers godt have brug for fred til at forfølge egne drømme fremfor igen og igen at skulle agere bagtæppe for andres.