Berlingske d. 3. oktober 2018
Dagbladet Informations litteraturredaktør, Peter Nielsen, har tydeligt rystet konstateret, at danskere læser bøger om danskere, hvilket bare ikke er i orden! Derfor stiller han også i en leder det alvorstunge spørgsmål: »Er det i grunden ikke småt og småligt, at de bøger, vi især læser, er dem, vi umiddelbart kan spejle os i?« Blandt de foretrukne forfattere, der har foranlediget det sure opstød, er Merete Pryds Helle, Morten Pape, Ida Jessen, Knud Romer, Peter Høgh, Jesper Wung-Sung, Carsten Jensen, Leonora Christine Skov og Henrik Pontoppidan.
Alle sammen er de med til at fremme det »nationsforsnævrende«, og man må forstå, at dét bestemt ikke er nogen hædersbetegnelse.
Imidlertid er det vanskeligt at blive revet med i forargelse. Bøger læses faktisk, fordi man der har mulighed for at spejle sit eget liv. Det bør ikke komme som et chok for en litteraturredaktør. Det er vel nærmest det, litteratur handler om. At se egne erfaringer gennem en forfatters prisme og derigennem få kastet lys over sider, man ikke tidligere har set.
Kunst handler nemlig om erkendelse. Om at se verden på ny.
Anker Jørgensen sagde det så fint på sine gamle dage: »Man lærer vel i grunden aldrig helt sig selv at kende som menneske, men kunsten kan hjælpe én på vej.« I det hele taget har vi i Danmark en fornem tradition for, at litteraturen spejler landet og dets befolkning i hele dens ganske imponerende spændvidde. Ikke bare Johannes V. Jensen og nævnte Henrik Pontoppidan, men også vægtige, nationale krønikeskrivere som Erik Aalbæk Jensen og Tage Skou-Hansen tog utrætteligt pulsen på tiden, ånden og menneskene i efterkrigstidens vækstsamfund, ligesom Leif Panduro og Klaus Rifbjerg havde øje for de mere skrøbelige - for ikke at sige latterlige - sider ved det moderne liv i samtidens Danmark.
Med en verden i opbrud, pres på nationalstater, klimaproblemer og flygtningestrømme over alle breder, er det overhovedet ikke underligt, at der også på dansk spørges til, hvad det mon nu vil sige at være menneske og nation? Det er nødvendigt.
Det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan og skal se verden fra andre vinkler end den danske, og det tænker jeg i grunden heller ikke, at der er særligt mange, der tænker. Bare det enorme indtag af tilbud fra Netflix og HBO vidner om en vis appetit på noget ikke-nationalt, ligesom danskernes daglige boltren på det overnationale internet bestemt ikke peger i retning af nogen truende »nationsforsnævring«. Synspunktet er slet og ret hysterisk.
Litteraturredaktøren slutter sin jeremiade med endnu et bekymret spørgsmål: »Er der mon andre nationer, hvor man i så udpræget grad helst bare vil læse om sig selv?« Til det kan man svare, ja, præcis sådan har alle andre nationer det også. Det at kende sig selv er nemlig en forudsætning for, at man meningsfuldt kan indgå i en dialog med det fremmede.