Berlingske den 20.september 2018
Hvor ville det være en lettelse at gå gennem livet uden at møde kritik.
Sådan vil de fleste af os umiddelbart tænke, og sådan tænker vel også ganske mange kunstnere for hvem, det er en del af metieren at lægge ryg til offentlige domfældelser.
De positive er jo nok til at bære. Det er de negative, der svier, og en og anden har da sikkert i sit stille sind applauderet den finske komponist Sibelius, da han tørt konstaterede, at »der aldrig er blevet rejst en statue af en kritiker.« Men kritikken er uundværlig for kunsten, ikke som i forholdet mellem hund og lygtepæl, men som en anledning til at forstå, udlægge og udbrede kendskabet af det, der bliver frembragt.
Kunst har jo ikke ét facit. Kunst er en kilde til refleksion, udlægning og modsigelse.
Derfor kritikkens vigtighed.
De bedste kritikere er ikke skolede teoretikere. De er som regel, de værste. De bedste kritikere er dem, der har indtaget kolossale mængder film, litteratur, musik, eller hvad vi nu har med at gøre. Et stort, personligt bagkatalog udvikler dømmekraften på samme måde som et bredt indtag af retter udvikler smagsløgene.
Bøgernes verden er forkælet med dygtige kritikere. Dagbladenes pressede økonomi mærkes ganske vist også på litteraturredaktionerne.
Fastansatte anmeldere er få, og de løst ansatte honoreres beskedent. Alligevel er de der stadig. Ind imellem løbes der i flok, men oftest er det dybt interessant at læse viften af synspunkter, en udgivelse afstedkommer. De gør læserne klogere og litteraturen bedre.
Andre områder er til gengæld mindre righoldige. Inden for scenekunst er det eksempelvis decideret fattigt. Her leverer herhjemme en alt for lille flok kritikere et langt mindre facetteret billede af, hvad der sker, end i den litterære verden.
Desuden er anmelderne af scenekunst præget af en trist konsensus, hvor sært bagstræberiske pointer synes at dominere.
For eksempel en afstandtagen til nye greb indenfor ballet til fordel for en lobhudling af en forgangen Bournonvilletradition. Som om dans og scenekunst i øvrigt er sådan en slags teatermuseum og ikke netop levende kunstarter, der tager farve af mødet med verden og tiden. Se blot, hvor konstant udfordrende englænderne håndterer deres egen Shakespeare.
Som sagt er kritik nødvendig, men kun hvis den er mangfoldig. Bliver den leveret af den samme alt for lille gruppe af gensidigt bekræftende holdningsleverandører, bliver den ligegyldig.
De sociale medier har givet ny luft til faget, men mangler fortsat autoritet. Betalte lovprisninger og dilettantiske betragtninger blandes i en uskøn suppe med professionelle vurderinger og hjælpsomme forbrugervejledninger.
Men den er der, den digitale kritik, og den skal med tiden nok træde i karakter.
I øvrigt var førnævnte Bournonville galt afmarcheret, da han pointerede: »Bliv aldrig Recensent, thi det fordærver Hjertet og bringer til at betragte med Kulde, hvad der er skabt med Varme«.
Den bedste kritik bærer nødvendigt brænde til kunstens bål, men kun hvis den er lige så lidenskabelig og mangfoldig som kunsten selv.