Berlingske den 22.august 2018
I Danmark er det ikke velset, at man i en debat trækker »nazikortet«. Når man gør det, dæmoniserer man modstanderen og sidestiller hans synspunkter med nazisme, og så stopper samtalen som regel.
Den erkendelse er åbenbart ikke nået til Sverige.
Her fyger nazikortet rutinemæssigt gennem luften. Sverigedemokraterna kaldes for fascister og nazister og henvises automatisk til skammekrogen for folk med forkerte meninger, og nu er de så på vej til at blive landets største parti, mens Socialdemokraterna er på vej mod et historisk dårligt valg.
Det drejer sig naturligvis om indvandring og den virkelighed, der lugter af brændte biler og viser sig som uro i de ghettoområder, der forekommer helt uden for myndighedernes kontrol. Charmen fra den humanistiske supermagt bider åbenbart ikke på alle. Politisk udebliver samtalen, mens problemerne består, og nu har Sverigedemokraterna bidraget til festen ved at udsende en slags dokumentarfilm med den svingende titel: »Ett folk, Ett parti - Socialdemokraternas historia«.
Heri argumenteres der for, at det socialdemokratiske velfærdsprojekt deler rødder med nazismen. I hvert fald når det kommer til spørgsmålet om racehygiejne. Så hvem er det lige, der er nazister her?
Sagen er naturligvis den ubekvemme, at Sverigedemokraterna har ret i deres påstand. Racehygiejne var i mellemkrigstiden alment accepteret og nød også herhjemme bred politisk opbakning, kun iblandet modstand fra visse Konservative præster.
I årene 1934-38 vedtog Rigsdagen uden vanskeligheder love om sterilisation og ægteskabsforbud for personer hvis forplantning, man af samfundsmæssige årsager fandt uønsket. Det drejede sig særligt om åndssvage, sindssyge, epileptikere og alkoholister.
En reformiver, der var drevet af velfærdsstatens hovedarkitekt, socialdemokraten K. K. Steincke. Med henvisning til arvelighedsforskningens lysende resultater gik han i brechen for, at man på rationel og videnskabelig basis skulle gribe ændrende ind i menneskenes biologiske evolution. Alt sammen i den bedste mening, naturligvis.
Inspirationen kom fra den britiske arvelighedsteoretiker, Francis Galton, og set med datidens briller var der absolut tale om normalvidenskab. Den blev så af Steincke kombineret med en politisk vision for et mere ligeligt samfund.
Kunne man rydde op i storbyernes boligmasse, kunne man vel også rydde op i den menneskelige arvemasse. Social ingeniørkunst i stor skala. I Danmark betød det tvangssterilisation af mere end 11.000 mennesker.
Alt det og meget mere kan man læse om i professor, dr. phil. Lene Kochs, uomgængelige bog »Racehygiejne i Danmark 1920-56«. Gør det de danske eller svenske socialdemokrater til nazister? Ikke det mindste. Gør det noget godt for samtalen, at nazikortet trækkes? Intet.
Skal vi være varsomme med at fordømme fortidens normalvidenskab for i stedet at bilde os ind, at nutidens videnskab er etisk skridsikker? Ja, det vil nok være en god idé.