Berlingske den 1. september 2018
Der var en slags lettelse i kulturlivet i sidste uge, da Mette Bock meddelte, at regeringen havde besluttet at tilbageføre i alt 400 mio. kr. til området over de næste fire år.
De årlige 2%-besparelser ville ganske vist fortsætte, forlød det, men her var dog et plaster på såret, som ministeren nærmest fik til at lyde som en regulær styrkelse.
Bestyrelsesformand på Det Kongelige Teater, Lisbeth Knudsen, var glad for de øremærkede millioner, der tilfaldt nationalscenen, men konstaterede også nøgternt, at »det svarer til, at man fjerner 2% og derpå giver 1 % tilbage« .
Derpå kom så en ny melding fra regeringen, nemlig, at det plagsomme »omfordelingsbidrag« , der er den bureaukratiske betegnelse for den årlige sparerunde, skulle stoppe i 2022. Eller det vil sige, den vil også fortsætte derefter, men nu vil man fastholde de opsamlede midler inden for de områder, hvorfra de var hentet.
»Det vil være sådan, at regeringen hvert år tager stilling til, hvordan pengene skal bruges. Er det gymnasierne, folkeskolen eller et andet område, der har brug for at få et løft? Det vælger man år for år« , forklarede finansminister Kristian Jensen til Politiken.«
Rationalet bag besparelserne er det enkle, at det vil tvinge systemet til at lade sig effektivisere. Med færre penge vil man opfinde smartere forretningsgange og indføre ny teknologi, der alt i alt vil sikre borgerne de samme ydelser, men nu til et lavere beløb.
Det er et rationale, der har vist sin styrke i produktionsvirksomheder, der siden industrialiseringen løbende er blevet umådeligt meget mere effektive, og det er det samme, man har kunnet konstatere på teknologibaserede administrationsområder, hvor digitaliseringen har gjort arbejdsgange og ekspeditioner lynende hurtige og billige.
Ulykken er, at denne erfaring ikke lader sig overføre til kunst og kulturverdenen, hvor rationaliseringer som de nævnte ikke er mulige. Orkestre kan ikke spille hurtigere, en trio er ikke det samme som en kvartet, og det analoge DNA, der gennemsyrer for eksempel teater, klassisk musik og udstillinger, kan ikke på samme måde som en banktransaktion effektiviseres. Sker det, får man ikke mere til færre penge, man får bare mindre og ringere kunst.
Med tilbageførelsen af de 400 mio. kr. og den varslede fastholdelse af de fortsatte 2%-besparelser inden for områderne, er det, som om den erkendelse er begyndt at dæmre. Beklageligvis åbner den ny beslutning for et frontalangreb på den tilgang, der ellers hidtil har været så succesfuld for dansk kunst og kultur, nemlig, at man skal »støtte, ikke styre« . Det var også det princip, som K.E. Løgstrup navngav»armslængdeprincippet« .
Det risikerer man at sætte over styr, nu, hvor der åbnes for, at politikere kan øremærke de indhøstede midler, således at man må frygte, at det fremover bliver hensynet til den lokale valgkreds eller en snæver politisk mærkesag, der vægtes, frem for den kunst, der burde være i centrum.