Cepos er blevet en hel del mere enstrenget, end jeg i sin tid havde forestillet mig

Det er mest humaniora, der er ramt af den her identitetsbacille, men det er nu også slemt nok.

Vil man være forsker, forretningsmand eller kunstner, bør det hverken være social arv, køn eller etnicitet, der holder én tilbage. Kun manglende talent.

Problemet er ikke, at der i Danmark er nogen særlig modvilje mod Grønland. Problemet er, at der ikke er nogen vilje. Man virker ligeglad.

Det siges, at der ikke findes noget synspunkt så tåbeligt, at det ikke på et eller andet tidspunkt er blevet fremsat af en filosof. Et udsagn, som det aldrig for Michel Foucault lykkedes at dementere.

En tavshedskultur i et retssamfund bekæmpes ikke af en anonymitetskultur eller af sociale mediers pøbelvælde. Det skaber blot nye ofre.

Spændingsgenren er ikke opstået, fordi den skal holde kedsomhed fra døren.

Stor tak skal lyde til de hvide, overvejende heteroseksuelle mænd fra middelklassen, der stod fadder til Oplysningsprojektet

Man risikerer et kongeligt teater, der fortsat beskæres i overensstemmelse med det komplet bevidstløse omfordelingsbidrag og et DR-musikmiljø, der ligger eksponeret, når der fremover skal vælges mellem kageprogrammer og Mozart.

Hvad skete der lige for kulturpolitikken i Bomholts gamle parti?

A. E. Hotchner gav et hengivent portræt af vennen, mennesket og forfatteren Ernest Hemingway.

Nu holdes fortiden konstant op i nutidens nådesløse lys, og der redigeres flittigt, så man kan undgå det værste al alt: At nogen skulle føle sig krænket.

Et langt liv i forhånelsens tjeneste har ikke været befordrende for Carsten Jensens bestræbelser på at blive taget alvorligt som intellektuel.

Forundringen over livet og angsten for døden er med til at gøre os til det, vi er - mennesker til alle tider.

Den tydelige sammenkædning af kunst og kultur gjorde kulturbyåret til en succes.

Definitionen på »børnemishandling« er blevet noget mere vid, end jeg lige kunne erindre.

Hvis kunst udelukkende skal måles på dets bidrag til den nationale opbyggelighed, degenerer den. Kunst bør altid bedømmes uafhængig af nationale, politiske, etniske, kønsmæssige, religiøse eller seksuelle dagsordener.

Ét område synes kun i sparsom grad at have fundet vej til valgplakaterne, nemlig kulturområdet, og det er i grunden mærkeligt og - nå, ja - ærgerligt.

I Politiken, som fra starten var med til at afspore debatten ved at nedskyde rapporten, før den overhovedet var publiceret, følger lederskribenten sin egen læk til dørs: »Det ville have været en katastrofe, hvis anbefalingerne (...) blev taget alvorligt.”